Op til 70 % af et spildevandsanlægs energibudget bruges på at drive dets beluftningssystem. I årevis blev disse beluftningssystemer styret ved manuelt at ændre luftstrømmens indstillingspunkt, ventilpositioner eller motorens hastighed, fordi membranens iltsensorer ikke var driftssikre. LDO gør det muligt for systemerne automatisk at styre beluftningen til et bestemt opløst ilt setpunkt, så blæserne kan reagere på belastningen i realtid og spare 30-60 % i energiomkostninger.
Opløst ilt er nødvendig for mange former for liv, herunder fisk, hvirvelløse dyr, bakterier og planter. Disse organismer bruger ilt til respiration, ligesom organismer på land. Fisk og krebsdyr optager ilt gennem deres gæller, mens planteliv og planteplankton kræver opløst ilt til respiration, når der ikke er lys til fotosyntese. Bundfødere, krabber, østers og orme kræver minimale mængder ilt (1-6 mg/L), mens lavvandsfisk har brug for højere niveauer (4-15 mg/L). Bakterier og svampe kræver også opløst ilt. Disse organismer bruger opløst ilt til at nedbryde organisk materiale på bunden af en vandmasse. Mikrobiel nedbrydning er en vigtig bidragyder til næringsstofkredsløbet. Hvis der imidlertid er overskud af nedbrydeligt organisk materiale (fra døende alger og andre organismer) i en vandmasse med sjælden eller ingen omsætning (også kendt som stratificering), opbruges iltindholdet i lavere vandniveauer hurtigere.
I en stabil vandmasse uden stratificering forbliver opløst ilt ved 100% luftmætning. 100% luftmætning betyder, at vandet indeholder så mange opløste gasmolekyler, som det kan for at være i ligevægt. Når vandet er i ligevægt, er procentdelen af hver gasart i vandet lig med procentdelen af den pågældende gas i atmosfæren, hvilket kaldes dens partialtryk. Vandet vil langsomt absorbere ilt og andre gasser fra atmosfæren, indtil det når ligevægt ved fuld mætning. Denne proces accelereres ved beluftning. Opløst ilt kan muligvis overstige 100% luftmætning i vand med biologiske midler.
Koncentrationen af opløst ilt øges, efterhånden som trykket stiger. Dette gælder for både atmosfærisk og hydrostatisk tryk. De øvre vandmasser kan indeholde mere opløst ilt end vand i større dybder. Dette forhold forklarer også potentialet for ”overmætning” af vand under temperaturspringlaget. Ved større hydrostatiske tryk kan vandet indeholde mere opløst ilt, uden at det slipper ud, og angiver dermed en lavere opløst ilt-mætning ved samme koncentration. Gasmætningen falder med ~10% pr. meter dybdeforøgelse på grund af det hydrostatiske tryk, hvis vandtemperaturen er konstant. Det betyder, at opløst ilt ved samme koncentration kan være på 100% luftmætning ved overfladen, og det ville kun være på 70% luftmætning 3 meter under overfladen.
To vandmasser, der begge er 100% luftmættede, har ikke nødvendigvis den samme koncentration af opløst ilt. Mængden af opløst ilt (i mg/L) varierer afhængigt af temperatur, tryk og salinitet.